Vi kommer hjem til august, Carsten er færdig herover, og skal arbejde i DK så der er jo ikke rigtig nogen ide i, at Frede og jeg bliver her, da vi jo tog herover for, at være sammen alle 3. Nå men jeg har det lidt blandet med det, for jeg er faktisk faldet rigtig rigtig godt til her i Atlanta, jeg nyder min bootcamp og friheden til, at gøre hvad jeg har lyst til, derudover kommer jeg jo hjem og er både arbejdsløs og boligløs.
Altså det der med, at bo sammen med en mand som Carsten der er så spontan som siger, nu rejser vi lige og lige pludselig skal vi hjem, det er svært når man er så struktureret som mig, men jeg er ved, at lære det ( altså på gode dage ). Nå men det ser ikke helt håbløst ud, vi har fået lov, at låne min svigerindes kolonihavehus et par måneder, derudover er jeg i kontakt med et par steder, hvor jeg måske kan få noget arbejde, ellers er der da bare en af jer der ringer og siger, at i kan bruge en pædagog som mig, griner, jeg ser lyst på det hele ( okay lyver lidt).
Men det bliver også dejligt, at være tæt på familie og venner igen, i er altså sjovere ( eller har en anden humor ) end Amerikanerne . Men det er jo noget underligt noget det der med, at være langt væk og så alligevel tæt på. F.eks ser og taler jeg meget mere med min storebror her end jeg gør derhjemme, selvom vi kun bor en halv time fra hinanden, men skype er altså en fantastisk opfindelse, når det virker.
Vi havde en vild pragtfuld tur rundt i USA og Cananda, vi har set alle museumer og turistattraktioner der er, at se. Washington og New York var helt klart mine favoritter. Som jeg jo skrev tidligere skulle vi jo måske til kaffe hos Obama, og vi "mødte" ham faktisk også. Da vi havde været på en af vores utallige museum besøg i Washington, så vi lige pludselig Obamas cotage af biler, det var helt vildt, masser af limusiner, masser af politi og mange andre sorte biler. Åbentbart var der noget i vejen for de blev ved med, at køre samme runde 3 gange. Imens vi står og vinker helt vildt råber Frederik; Obama what about the coffee !! havde jo fortalt ham, at vi måske skulle til kaffe i det hvide hus. Men han havde åbenbart travlt for han stoppede ikke.
Det største indtryk i New York var Ground Zero, det var så smukt og trist på samme tid. Det er et smukt sted for de efterladte og for os alle sammen, at huske.
Vi undrede os meget over, at alle gik over for rødt i New York. Frede ville have vi skulle spørge en politimand, hvorfor de ikke fik nogen bøder. Vi fandt en rigtig sød politibetjent ( ihvertfald i starten)
og stod og sludrede og grinede med ham, om alt muligt, og lige pludselig kommer jeg til, at slå ham hårdt på skulderen fordi han sagde noget sjovt, og så var den søde betjent væk. Jeg fik derefter, at vide ( han var meget alvorlig) , at man under ingen omstændigheder må slå politiet, jeg måtte undskylde rigtig mange gange, jeg var hel rød i hovedet, og skyndte mig væk, efter skideballen.
Men selvom der kun er et par måneder tilbage så kan vi jo stadigvæk komme tilbage hvert år, da vi jo beholder huset. Min bror og han famile har vi faktisk allerede aftalt med, at de kommer herover næste år.
Her i sommer vil vi hygge os med, at bade i søen og sejle i båden. Snart kommer der også gæster fra Dk det glæder vi os rigtig meget til. Først kommer Frederiks ven Emil med hans familie, derefter kommer min kusine Camilla og tilsidst og ikke mindst min kusine Tina og hendes famile, juhuu vi glæder os vildt meget til de alle sammen kommer.
Det er sidste gang jeg skriver på bloggen, da jeg jo snart vil være hjemme igen, og jeg tror egentlig også Carsten er glad for det, for så kan jeg ikke sige hver gang han laver noget; jeg skriver det på bloggen, he he.
Vores udsigt, fra hotellet ved Niagra falls når vi spiste morgenmad
Carsten og jeg prøver, at kommer ind i det Hvide hus
